Grisen burde være Danmarks nationalfugl - for svinekød er stønnende saftigt og fuldt af smag. The other white meat, hedder det ikke også det? Og stegt flæsk er dét, alle politikere vifter med, når de skal bevise, at de er særligt dansk-sindede.
Stegt flæsk er intet mindre end vidunderligt - og du får det i øvrigt bedst på Guldkroen (vogt dem for efterligninger).
MEN det stegte flæsk kan laves på andre måder, og den familieopskrift, jeg fandt i de 100 år gamle håndskrevne bøger er ekstra genial.
Hvis jeg nu siger "med brun sovs". Stegt flæsk med brun sovs. Bliver du så glad?
Ja, ikke - og her kommer opskriften på billig, velsmagende og tilfredsstillende ultradansk mad. Fra mig til dig.
Hvorfor hedder det dog degnebøf? Jo: Degnen var den forjagede lokale kirketjener, der lavede det meste af arbejdet - men ikke var lige så fin som præsten. Og slet ikke tjente det samme. Så denne familieopskrift, degnebøffen, er naturligvis ikke en oksebøf – men et forsøg på at efterligne fx engelsk bøf. Behøver jeg sige, at det smager vildt godt, og i øvrigt er meget billigere end fredagens farmerbøf fra kød af tvivlsom oprindelse?
Det skal du bruge til Degnebøf
Til hver person 2-3 skiver stegeflæsk Lidt mel ca ½-1 L mælk Salt og peber Kulør Lidt olie til stegning
Brunede løg: 1-2 løg pr person salt, peber og sukker olie til stegning
Sådan laver du Degnebøf
Bank hver skive flæsk, salt dem på hver side, og læg dem i et fad med mælk. Mælken bruger du senere til sovsen. Lad dem trække i 1 time.
Tag flæskeskiverne op, og dryp dem lidt af, før du vender dem i mel.
Varm en pande op med olie, og brun flæsket ved mellem varme. Når flæskeskiverne er brunede, hælder du næsten alt fedtet fra panden.
Drys lidt mel i resten af fedtet, mens du pisker, så det er jævnt, og hæld mælken på.
Læg flæskeskiverne tilbage i mælken og lad dem simre i mindst ½ time. ("Simre" betyder, at der ikke er fuldt smæk på panden!)
Kom løbende mere mælk på, efter behov.
Lav imens de brunede løg:
Skær løgene i tern eller skiver, og kom dem i en gryde med en lille smule fedtstof. Drys med salt og peber. Læg låg på gryden, og skru ned på laveste blus.
Lad dem simre i ca 10-15 minutter. Kig jævnligt til dem, og rør rundt.
Når løgene er bløde, tager du låget af, og skruer op for varmen.
Drys 1-2 spsk sukker over. Rør rundt, indtil løgene er jævnt lysebrune. Sluk og læg låg på.
Når degnebøf-sovsen er tyknet, skal den gerne være lysebrun … hvis den er for lys, kommer du lidt kulør i.
Server degnebøffen med de brunede løg, og kogte kartofler eller kartoffelmos.
NYD DET!
Kærlig hilsen
Hannah Lund