Man behøver ikke hade mænd. Eller kvinder. Eller andre befolkningsgrupper. Man kan faktisk bare vælge at opføre sig ordentligt. Tale pænt til hinanden. Vise hensyn. Være betænksom. Åbne sit sind, og lytte, selvom man måske er en smule uenig. Det gjorde de i min familie for over 100 år siden - og sikkert også før. Kiggede på hinanden som mennesker ... og gjorde, hvad de kunne for at hverdagen var rar at være i.
Det bliver jeg mindet om, når jeg læser min 20-årige oldemors vejledning til de piger, der hjalp til i huset. Ud over, at vejledningerne viser lidt om omfanget af tæppebankning dengang, så elsker jeg, at hun roligt og bestemt fortæller, at her i huset slår man ikke hinanden. Ingen slog faktisk hinanden. Der var slet ikke nogen, der slog børn eller tjenestefolk. Og det gennemførte hun med et mildt smil og et venligt tonefald - 20 år før man i det helt små begyndte at ændre på husbondens og håndværksmesterens selvfølgelige ret til at tugte kone, børn, tjenestefolk og lærlinge.
Bare lige, så du er up-to-date på, hvor almindeligt det har været i Danmark at "bruge sine hænder i stedet for at bruge sine ord".
Min oldemor skriver sine vejledninger i 1902. Først i 1921 blev det forbudt at slå sine tjenestefolk. I 1937 blev det forbudt for håndværksmestre at slå sine lærlinge, i 1967 blev det forbudt at slå skoleelever og børn på børnehjem. I 1985 afskaffede man i Danmark revselsesretten ... og den lov måtte man så tydeliggøre i 1997. Næsten 100 år efter, min mere skarpsindige og søde oldemor instruerede om ordentlig væremåde i det hus, hun herskede over.
De piger, der var i huset, blev også behandlet som mennesker. I stedet for som tyende. Som den naturligste ting var de en del af familien, spiste med ved bordet til alle måltider og anledninger, var med på fotografier ... og blev besøgt jævnligt på deres gamle dage. Man passede på hinanden.
Min oldefar var såmænd lige sådan, og syntes det var fuldstændig indlysende at give døtre såvel som sønner den enorme økonomiske støtte, det krævede for at kunne studere den gang. Lille regnestykke: En embedsmands indtægt den gang var ca. 10.000 kr om året (i det her tilfælde husstandens samlede indtægt). Mine oldeforældre sendte min farmor 150 hver måned i de 7 år, medicinstudiet varede. Det er 1800 kr om året. Hendes 2 brødre, der læste læge og ingeniør fik samme støtte. De søskende, der tog kortere uddannelser, fik også støtte. Denne her økonomiske støtte faldt på et tidspunkt, hvor det var så usædvanligt, at piger studerede, at der var adskillige lærere, der nægtede at undervise min farmor.
Det var ikke fordi, man aldrig var uenige om noget, diskussionerne fløj da lystigt henover middagsbordene. Og hele landbofamilien var forbløffede over, at man kunne tillade den slags dagdriveri, som de tydeligt kunne se, at medicinstudiet var. Men med tiden så de nu lidt anderledes på det. Fordi man dels gad lytte til andres mening ... og dels fik serveret argumenterne med venligt tonefald og normal lydstyrke.
Min lille pointe med det her er, at samfundsudvikling tager tid. Selv om der stadig er områder at tage fat på, er vi kommet langt. Og jeg tror, vi kommer allerlængst, hvis vi starter i hjemmet. Hvor forældre tager ansvar og lærer os at tale pænt og opføre os ordentligt over for hinanden. Som regel flytter det flere holdninger, end når vi råber og hvæser af hinanden.... De mennesker, der kan finde ud af det, er sjældent dem, der larmer op, render mod rampelyset eller gør væsen af sig.
Så: hurra for jer. Der venligt og stille og ordentligt flytter os alle sammen i den rigtige retning.
Pigernes daglige pligter
En samvittighedsfuld og ordentlig Kokkepige må:
Aldrig af uagtsomhed lade ilden gå ud, mens hun sover.
Aldrig bruge den samme ske til at røre om med i forskellige retter.
Aldrig lade vandrummet i komfuret være tomt; hun må aldrig lægge sølvtøj oven på det varme komfur og aldrig lade tomme gryder stå ovenpå dette.
Hun lader aldrig maden koge over, tørrer straks op, hvad der muligvis spildes på gulvet, og vasker, så hurtigt hun får tid, det køkkentøj af, der er brugt i løbet af dagen.
Hun tømmer daglig kødben, affald af grøntsager, aske deslige i skarnkassen.
Hun sørger for at holde vaske og afløbsrende fuldstændigt rene.
Hun pudser sine gryder og køkkentøj lige så blankt udvendigt og indvendigt.
Når noget i køkkenet eller spisekammeret er færd med at slippe op, eller når der er reparationer nødvendige, skriver hun det straks op.
Hun bruger ikke håndklædet til at tørre glas og porcelæn af med, og omvendt benytter hun ikke viskestykkerne som håndklæde.
Hun vasker hver dag sine opvaskeklude, gulvklude osv af med sæbe og vand.
En samvittighedsfuld og dygtig stuepige:
Vasker sine hænder og tager et rent forklæde på, inden hun reder sengene.
Hun glemmer ikke hver uge at vaske vandtøjet i sovekammeret med soda.
Når hun fejer og vasker stuegulvene, lader hun ikke gardinerne hænge og slæbe hen ad gulvet.
Hun fejer godt ud i alle kroge, børster bestemt tæpperne med fugtige theblade eller lignende, og hvirvler ikke støve op, når hun fejer
Hun ryster hver dag såvel små tæpper som sengeforliggere og hun banker og børster hver uge eller i alt fald hver måned de store tæpper i fri luft
Hun tager ofte ren støveklud og bruger ikke støvekluden til at afgnide møbelbetrækkene med.
Når hun gør i stand i værelserne, stiller og lægger hun altid genstandene på den plads, hendes herskab har bestemt.
Hun må aldrig læse breve eller lignende ting, som tilfældigvis er blevne liggende fremme
Hun reparerer straks små skader på klæderne, eller gør husmoderen opmærksom derpå.
Hun tager aldrig på dørlåsene med smudsige eller våde hænder.
En samvittighedsfuld og omhyggelig barnepige:
Viser de børn, der er hende betroede, sin kærlighed, dog ikke ved kærtegn, men ved omhyggeligt og trofast at passe på dem, så at de ikke lider nogen fortræd eller kommer til skade.
Hvis en af de små muligvis har stødt sig eller lignende, fortæller hun det øjeblikkeligt til barnets forældre.
Hun giver aldrig – således som et gammelt ordsprog også allerede lærer os – børnene spidse eller skarpe genstande at lege med.
Hun lader aldrig fremmede personer – børn eller voksne – kysse de børn, der er betroede hende (Fordi der gennem disse kærtegn let kan overføres smitsomme sygdomme på børnene).
Hun må hverken slå børnene, skælde dem ud eller indføje dem frygt ved trusler, men hun skal godmodigt om end naturligvis strengt og fast, dadle dem for deres uartigheder, men allerhelst skal hun lade moderen derhjemme om at straffe dem.
Hun skal altid gå med børnene hen de steder, hvor hendes herskab ønsker det, og må aldrig gå sine egne veje.
Hun skal passe på, at børnene altid holder sig selv og deres klæder så rene som mulig uden dog at forbyde dem at tumle muntre og fornøjede.
Hun må aldrig selv lyve eller tåle løgn af andre thi barnesindet er så let modtageligt.
Hun må aldrig gøre eller sige noget, hvorover hun ville rødme, såfremt børnene gentog det.
Min venlige, rolige og faste oldemor
