top of page
Hannah Lund

Små grise - opskrift på natmad, snack, frokost


Min farmors favoritkusine Elise - datter af Moster Agnes med chokoladekagerne - opdrættede grise. Og der blev battlet på kvaliteten mod de andre griseavlere. Til fødselsdag blev der serveret rullesteg. På den måde kunne vi rigtigt smage, hvor gode og fede hendes grise var. Smagen sidder nemlig i fedtet.


Til opskriften på de her små grise behøver du bestemt ikke vælge kød med lav fedtprocent, og der er heller ingen grund til at spare på smørret. I de gamle opskriftsbøger stod den her under #Natmad .... meeen, jeg kunne spise dem til #frokost. Eller snack. Eller morgenmad. Og kunne ikke drømme om at forhindre dig i at gøre det samme.

Det tager ikke så lang tid at lave dem – og de bliver spist virkelig hurtigt.


Det skal du bruge til Små grise

Nok til 4-6 personer med 1 til hver.

Eller 1 eller 2 mere sultne eller bare grådige personer.

Fars: 350 g svinekød ½ dl rasp ½ dl mælk ½ æg salt & peber


6 skiver skinke

6 ristet franskbrød sennep smør, blødgjort

6 blade sprød salat



Sådan laver du Små grise

Rør farsen af alle ingredienserne omhyggeligt, indtil den er lind.


Del farsen i 6 portioner.


Læg 1 portion fars på hver skive skinke. Fold skinken rundt omkring farsen, og flad den lidt ud.


Rist skinkepakkerne ved rolig varme i smør – og læg dem med sammenføjningen nedad til at starte med.


Steg dem på alle sider, og langsomt, så farsen har tid til at stege igennem.


Bland det blødgjorte smør med sennep. Rist franskbrødet. Smør det med sennepssmør og læg et sprødt blad salat på.


Tag de små grise op og læg dem i salatbladet.


Læg på et fad og servér.


Nyd det!


Kærlig hilsen Hannah Lund

 

Comments


bottom of page